Kontakt

Skriv venligt koden nedenfor i feltet inden du sender

Døgnbehandling for ludomani

Behandlingen er rettet mod mennesker, der er afhængige af spil, og som på lang sigt ønsker at leve et liv uden spil. Behandlingen foregår i grupper, men er samtidig tilpasset den enkelte og dennes individuelle behov.

Det kortsigtede mål er at skabe et forum, hvor den enkelte får mulighed for sammen med ligestillede at forbedre sin hverdag og komme videre i livet.

Det langsigtede mål er dels afholdenhed fra spil og dels at sikre, at den enkelte patient opnår livskvalitet og genvunden selvrespekt med mindst mulig tilbagefaldsrisiko.

Vi ser afhængighed som en kronisk lidelse – et afhængighedssyndrom (i henhold til WHO's diagnosekriterier), der kan behandles, og vi arbejder ud fra et mål om total afholdenhed.

Behandlingen planlægges individuelt og varer 3-5 uger inkl. familieprogram og fire måneders tilbagefaldsforebyggende behandling eller seks måneders efterbehandling en gang ugentligt. På basis af en grundig forsamtale med den spilleafhængige vurderes behandlingsbehov, og der laves en individuel behandlingsplan.

Forsamtale/visitation er gratis.

Om behandlingen

Behandlingen giver den afhængige en erkendelse af afhængigheden samt de negative konsekvenser, den har medført. De smertefulde følelser forløses, og personen kan på et realistisk grundlag se fremtiden i møde med fortrøstning og håb. Primærbehandligen varer 3-5 uger i internat.

Primærbehandlingen består af:

  • Fysisk gennemgang ved læge/sygeplejerske
  • Individuelle samtaler med terapeut med erfaring i afhængighed og andre personer fra behandlingsteamet
  • Individuelle opgaver
  • Gruppeterapi under ledelse af terapeut med erfaring i afhængighed og kognitiv adfærdsterapi (REBT)
  • Gruppearbejde i selvstyrende grupper
  • Foredrag
  • Øreakupunktur NADA
  • Afspænding med yogalærer
  • Musikgruppe med socialpædagog/gestaltterapeut
  • Praktiske opgaver og socialt samvær
  • Adgang til motionsrum 
  • Ved behov samtaler med psykolog eller psykiatrisk vurdering hos psykiater
  • Eksterne møder i GA /Gambler Anonymous).

Vi har fokus på kosten på Majorgården og har i samarbejde med Kostkompagniet indført en kostpolitik. Derfor lægger vi i måltiderne på Majorgården vægt på råvarekvalitet og ernæringsforhold med hensyn til de specielle næringskrav.

Familieprogram

I løbet af behandlingen inviteres op til 2 familiemedlemmer til at deltage i et familieprogram. Majorgården ser det som en meget vigtig del af behandlingen, at også de pårørende tilbydes hjælp til at kunne arbejde med de problemer, ludomanien påfører hele familien.

De pårørende lærer i familieprogrammet at overvinde den virkning, ludomanien har haft på deres liv.

I familieprogrammet er man sammen med andre familier og en familieterapeut. Der indgår både individuele opgaver, gruppearbejde, foredrag, samvær og erfaringsudveksling med andre familiemedlemmer. Grupperne arbejder med de adfærdsmønstre, der er i familier med ludomani og lærer at forstå de enkelte familiemedlemmers reaktioner. Ved deltagelse af børn laves specielle børnegrupper.

Familieprogrammer foregår ambulant og varer 3½ dag.

Efterbehandling

Efter afsluttet primærbehandling tilbydes et tilbagefaldsforebyggende rådgivningsforløb, hvor der bliver arbejdet med den enkeltes specifikke advarelsestegn. Dvs. det tilbagefaldsforebyggende rådgivningsforløb vil fungere som en relevant forlængelse af gruppeterapien i patientprogrammet og imødekommer i høj grad den enkeltes behov for behandling.

Desuden tilbydes ægtefælle/partner seks måneders efterbehandling.

Mulighed for gratis behandling

Da Majorgården igen i år har modtaget bevilling fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, ydes der pt. støtte til et vis antal fripladser til døgnbehandling med Tips- og Lottomidler, . Få mere information ved henvendelse hos Majorgården.

Ring til Majorgården

Hvis du har spørgsmål eller brug for råd eller hjælp, kan du ringe på tlf. 4970 7770 og eventuelt aftale tid til en uforpligtende samtale med lederen af vores ludomaniafdeling Magnus Larusson og derved finde ud af, om Majorgårdens behandling er den rette for dig. Eller send  en mail til kontakt@majorgaarden.dk, så vender vi tilbage til dig hurtigst muligt.

 

powered by IdeFA Gruppen TYPO3 CMS