Print-header

Majorgården   ·   Ndr. Strandvej 118   ·   3140 Ålsgårde   ·   Tlf. 4970 7770


Fakta

300.000 danskere anslås at have et ukontrolleret indkøbsbehov*

Shopaholic er et problem på linje med ludomani og andre afhængighedssygdomme.

Hvad vil det sige at være shopaholic?

Shopaholic er en afhængighedslidelse, hvor hjernen udskiller dopamin, når personen giver efter for sin købetrang og derved opnår en kortvarig følelse af lykke. En person, som er afhængig af shopaholic, vil være ude af stand til at lade være med at købe ting og bliver nødt til at købe for at have det godt. Personen oplever et sus, når købet foretages.

Ofte fortryder personen efterfølgende købet men køber alligevel kort tid efter nye ting, som der ikke er brug for - ej heller penge til!

Den stigende købetrang opleves oftest, når livet er vanskeligt, og købene bruges til at lindre for følelser som sorg, bekymringer, stress og kedsomhed - man falder til ro, umiddelbart efter købet er foretaget. Roen er dog kortvarig, for virkeligheden med overforbrug og overtræk vil hurtigt holde sit indtog og give grobund for yderligere bekymringer.

Konsekvenserne

De fleste shopaholics er virkelig gode til at opretholde facaden ud ad til. De forsøger at skjule deres afhængighed overfor alle, og derfor udvikler de en evne til at manipulere, fortie og være uærlige - ikke fordi de har lyst, men fordi de føler det som en nødvendighed for, at facaden ikke skal krakelere. De er først ude ved postkassen, skjuler deres kontoudtog, flytter rundt på pengene, skjuler deres indkøb og optager måske dyre, hurtige lån.

Hvem bliver afhængig?

I Tyskland og USA er seks procent af befolkningen ramt af shopaholic – og Danmark skønnes at ligge på linje hermed.

Shopaholic rammer mennesker i alle sociale lag.

Man mener, at shopaholic er mest udbredt blandt de 20-40-årige og mest blandt kvinder.

*Kilde: Psykiatrifonden
 


Siden blev udskrevet fra: http://www.majorgaarden.dk/behandlinger/shopaholic/fakta-om-shopaholic/ Udskrevet kl. 00:05 - fredag d. 18. maj 2012