Print-header

Majorgården   ·   Ndr. Strandvej 118   ·   3140 Ålsgårde   ·   Tlf. 4970 7770


Behandling betaler sig

Afhængighed koster hvert år samfundet, og hermed også kommunerne, dyrt. Afhængighed er skyld i ulykker, vold, mistede arbejdstimer, sygdom, skilsmisser, tvangsfjernelse af børn, vanrøgt af børn og mange andre ting.

Ifølge Sundhedsstyrelsen koster danskernes alkoholforbrug hvert år samfundet ca. 6-10 milliarder kroner.

Ved at prioritere misbrugsbehandling – og især effektiv døgnbehandling – højere vil disse omkostninger for samfundet kunne reduceres.

Behandling er en besparelse

At tilbyde behandling er en investering i at få de mennesker, der er ramt af afhængighed, tilbage som velfungerende familiemedlemmer, medarbejdere og samfundsborgere.

De fleste afhængige er at finde blandt dem, der stadig har job og familie trods et massivt forbrug af alkohol, medicin eller stoffer.

Ved en hurtig indgriben vil processen med først dagpenge, så sygedagpenge efterfulgt af jobtilbud og til sidst kontanthjælp kunne stoppes. For den afhængige er der simpelthen mere at miste, hvis han/hun fortsat har sin familie og jobbet.

Også hjælp til familie og børn

Også familien og børnene rammes hårdt. At vokse op i en familie med afhængighedsproblemer kan gøre stor følelsesmæssig skade på børn og teenagere - og skaden vil følge dem resten af livet.

Bortset fra den forhøjede risiko for selv at udvikle en afhængighed, forekommer problematikker som spiseforstyrrelser, angst, depressioner, problemer med nære relationer og selvværd langt hyppigere hos ægtefæller og børn af kemisk afhængige end normalt.

Mange af disse får på et eller andet tidspunkt behov for hjælp af forskellig art fra det offentlige. Derfor giver det ikke mening at hjælpe den afhængige, hvis man ikke også har fokus på de pårørende. Også her gælder det, at jo tidligere behovet for hjælp opdages, og en behandling igangsættes, jo hurtigere får de pårørende et bedre liv, og omkostningerne reduceres for samfundet - og i sidste ende kommunerne.

Tilmelding til nyhedsbrev


Siden blev udskrevet fra: http://www.majorgaarden.dk/kommuner/behandling-betaler-sig/ Udskrevet kl. 07:15 - torsdag d. 17. maj 2012