God økonomi at behandle misbrug - uanset social status
Efter kommunalreformen har kommunerne overtaget de opgaver indenfor misbrugsområdet, der lå i de nu nedlagte amter. Derfor ligger al visitation nu hos kommunerne, både for behandling, der skal betales af kommunen, og for de gratis satspuljepladser, som Sundhedsministeriet har bevilliget til f.eks Majorgården. Det er socialforvaltningen, der kan anvise en plads, og der kan være ventetid på en plads.
Samtlige kommuner i Danmark kan iflg. Sundhedsministeriet henvise direkte til behandling på Majorgården, som i øvrigt er godkendt under Tilbudsportalen. Visitation hertil sker på basis af Sundhedsloven.
Ifølge Sundhedsstyrelsen koster danskernes alkoholforbrug hvert år samfundet ca. 6-10 milliarder kroner.
Amterne brugte i sammenligning hermed 123 millioner (2005) til alkoholbehandling og behandlingshjem for alkoholskadede.
Ved at prioritere alkoholbehandling – og især effektiv døgnbehandling – højere vil disse omkostninger for samfundet kunne reduceres.
Behandling er en besparelse
At tilbyde behandling er en investering i at få de mennesker, der er ramt af afhængighed, tilbage som velfungerende familiemedlemmer og medarbejdere.
De fleste afhængige er at finde blandt dem, der stadig har job og familie trods et massivt alkohol- eller medicinforbrug.
Ved en hurtig indgriben vil processen med først dagpenge, så sygedagpenge efterfulgt af jobtilbud og til sidst kontanthjælp kunne stoppes. Der er simpelthen mere at miste, hvis en alkoholafhængig person fortsat har sin familie og jobbet.
Også hjælp til familie og børn
Også familien og børnene rammes hårdt. At vokse op i en familie med afhængighedsproblemer kan gøre stor følelsesmæssig skade på børn og teenagere - og skaden vil følge dem resten af livet.
Bortset fra den forhøjede risiko for selv at udvikle en afhængighed, forekommer problematikker som spiseforstyrrelser, angst, depressioner, problemer med nære relationer og selvværd langt hyppigere hos ægtefæller og børn af kemisk afhængige end normalt.
Mange af disse får på et eller andet tidspunkt behov for hjælp af forskellig art fra det offentlige.


