Debat om medicin
Af direktør Britt Larsen, Majorgården A/S
Pressemeddelelse 20. maj 2005
Ca. 100.000 danskere formodes at have et problematisk forbrug af sove- og nervemedicin (benzodiazepiner), og som det blev omtalt i TV i sidste uge, bliver flere og flere mennesker desværre afhængige.
Det er velkendt i lægeverdenen, at beroligende medicin ikke er løsningen på alle problemer, men kan hjælpe i en kort periode. Problemet er, at efter længere tids brug er det vanskeligt at skelne mellem symptomer på den oprindelige lidelse og bivirkninger. Dvs. patienter, der f.eks. har taget benzodiazepiner som angstdæmpende middel, pludselig får en forværring i den oprindelige angstlidelse. At nedtrappe disse patienter kan synes som en næsten umulig opgave, idet der en lang og vanskelig abstinensfase knyttet til brug af benzodiazepiner og uden tilstrækkelige ressourcer, er det nemt at køre fast for både patient og læge.
Som en følge af det stigende medicinforbrug får vi også på Majorgården flere og flere patienter med et behandlingskrævende problem med benzodiazepiner, og vi har i en årrække arbejdet med at udvikle en effektiv intensiv behandling målrettet netop denne gruppe patienter.
Vores erfaringer viser, at der opnås rigtig gode resultater, når disse patienter gennemgår en individuel tilrettelagt udtrapning af medicinen samtidig med et terapeutisk døgnbehandlingsforløb, som typisk er af længere varighed, end det er for mennesker med alkoholafhængighed. Dertil kommer en længerevarende ambulant efterbehandling. Denne også efter et særligt målrettet koncept og med fokus på nødvendigheden at en lang nedtrapningsperiode. En lang og dermed skånsom nedtrapningsperiode har vist sig at være en forudsætning for, at disse patienter kan klare at gennemleve de abstinenser, der for mange er en del af udtrapningsprocessen.
Vores resultater er nu, at 9 ud af 10 kommer fri af deres medicinafhængighed. Vi har oplevet patienter, der har levet helt isolerede med deres medicin og angst for livet, mennesker, der var helt invaliderede, og som 1 til 1 ½ år efter påbegyndt behandling er blevet socialt aktive og har fået livet tilbage.
Majorgården arbejder på at komme i gang med et bredt samarbejde med praktiserende læger. Det vil gøre det muligt at nå ud til langt flere patienter end, hvis vi blot arbejder med den lille gruppe, vi selv kommer i kontakt med.
Sundhedsministeren har flere gange påpeget, at der må gøres noget ved dette problem, og selvfølgelig helst ved forebyggelse, men da mange allerede er fanget i medicinfælden, må der også sættes mere ind på behandling, og det kan faktisk lade sig gøre.
Yderligere information ved henvendelse til:
Direktør Britt Larsen eller informationschef Vibeke Hellmann
Tlf. 4970 7770




