Print-header

Majorgården   ·   Ndr. Strandvej 118   ·   3140 Ålsgårde   ·   Tlf. 4970 7770


Hvem vender billedet om alkoholdød?

Kommentar af direktør Britt Larsen, Majorgården


I dagens aviser kan vi læse, at hver 20. dansker dør af en alkoholrelateret sygdom, måske er tallet endnu højere.

Der kan vist ikke være tvivl om, at den udvikling må vendes. For 30 år siden var det blot hver 50. dansker, der døde af for megen druk.

Alkohol er en markant del af danskernes kultur, og nu betaler vi prisen for det. Vil vi fortsætte på den glidebane? Alkoholforsker professor dr. med. Morten Grønbæk skønner, at over 7.000 om året dør af sygdomme som følge af alkoholskader.

Hvis vi vil gøre noget effektivt ved problemet, skal mange gode kræfter sættes ind. Der skal flere spillere på banen.

Der må flere penge til fra de offentlige kasser til forskning og behandling. Det haster med behandlingsgaranti for alkoholbehandling. Flere muligheder for at komme i behandling vil være med til at dæmme op for problemet. Så derfor håber vi, at politikerne nu kommer i "arbejdstøjet" og får sat alkoholbehandling højt på den politiske dagsorden.

Men som sagt skal der flere spillere på banen. Både offentlige og private initiativer må til for at klare denne store opgave.

Det er et faktum, at mange mennesker med betydelige alkoholproblemer faktisk er i arbejde. De er tilsyneladende velfungerende, men hvis virksomheden "ser ordentligt efter", fungerer de alligevel ikke optimalt. Symptomerne på alkoholisme viser sig langt tidligere, end de fleste er vidende om. Så det drejer sig om, at arbejdspladserne lærer noget om den lidelse, der rammer så mange. Det handler om at turde gribe ind i tide, inden medarbejderen er så langt ude, at døden lurer lige om hjørnet.

Danske arbejdspladser kan gøre en forskel, hvis de er aktive med hjælp til medarbejdere med alkoholproblemer. Heldigvis har mange arbejdspladser allerede en alkoholpolitik, der indebærer tilbud om behandling til medarbejdere med alkoholproblemer, men mange har ikke.

Nu har Sundhedsstyrelsen fremlagt endnu et argument for, at vi i Danmark sætter alle gode kræfter ind på at gøre noget ved problemet, for det kan lade sig gøre. Vi kan spare menneskeliv og penge på de belasstede sundhedsbudgetter.

Yderligere information ved henvendelse til:

Direktør Britt Larsen eller informationschef Vibeke Hellmann
Tlf. 4970 7770


Siden blev udskrevet fra: http://www.majorgaarden.dk/nyheder/arkiv/2003-2005/hvem-vender-billedet/ Udskrevet kl. 00:24 - fredag d. 18. maj 2012