Af Kaare Sørensen, Hver weekend

En flaske whisky om dagen kunne det let blive til. Og mere, hvis Jørgen kunne finde en undskyldning. I mere end 10 år skjulte den tidligere direktør fra Hørsholm, at han havde et voldsomt alkoholproblem.

ALKOHOL Jørgen tænkte slet ikke over det

Godt nok havde han drukket whisky tæt det meste af dagen, men det betød vel ikke, at han ikke kunne køre bil.

Det plejede ikke at være noget problem

Det var lidt over middag, da han - mandag den 28. februar 1994 - satte sig ind i familiens Opel Vectra og kørte mod stationen for at hente sin hustru. I blodet pumpede alkoholen rundt med en promille på 3,6. Jørgen så ikke noget i svinget, og han opdagede først cyklisten, da han hørte lyden af en cykel, der blev krøllet sammen under bilen. Det var et held, at cyklisten slap med livet i behold.

Den dag ændrede livet for altid kurs for Jørgen. Det var hans sidste dag med alkohol. Selv mente han dog på det tidspunkt ikke, at han havde et alkoholproblem. Og når hans hustru, børn, mor og arbejdskollegaer med jævne mellemrum hævdede, at han drak for meget, så slog han det bare hen. "I ved slet ikke, hvad I taler om," sagde han.

Østeuropa

Udadtil havde Jørgen et solidt job, et pænt hus og et dejlig familieliv med hustru og tre sønner. Han havde overtaget sin farfars fødevareargentur og som direktør rejste han fra sidst i 1970'erne et par måneder om året til Østeuropa for at forhandle kontrakter på plads.

Lange aftener. Alene i lande, hvor man åbner en flaske vodka og smider proppen væk, når man skal forhandle. Og hvor alkohol stort set kostede det samme som vand fra hanen i Danmark.

"Efter sådan en forretningsfrokost, så var der ikke mere at gøre før næste dag. Så sad jeg bare der i baren og drak videre. Alene," siger Jørgen.

I Hørsholm fortsatte han forbruget. Først en, så et par flasker rødvin til aftensmad. Så en whisky om aftenen. Og så en mere. Og så én, inden han skulle i seng. Og så op af sengen og drikke et par glas stykker mere, inden han rigtigt kunne sove. En flaske whisky om dagen var til sidst ikke unormalt.

"Kroppen kunne tage mere og mere. Og jeg fortsatte bare. Jeg synes ikke, at det var noget problem. Jeg drak på held, succes og drak på både sejre og nederlag. Hvis det havde været en god dag - eller hvis alle de andre var nogle idioter. Alt kunne bruges som undskyldning for et glas," siger Jørgen.

I dag ved Jørgen godt, at arbejdet skred væk under hans fødder, men dengang så han det ikke. Heller ikke selvom, han tilbragte flere dage med at sove branderter ud i hjemmet. Selvom dele af virksomheden blev svigtet. Og selvom han fik flere bemærkninger om alkoholen på jobbet.

"Det benægtede jeg bare. Jeg nægtede alt over for alle. Min hustru begyndte at sætte streger på flaskerne i barskabet for at holde øje med mit forbrug, men så drak jeg bare af nogle andre flasker i smug," siger Jørgen.

I 1991 solgte Jørgen firmaet og trak sig tilbage. Så var der mere tid til at drikke og sove. For så at vågne igen og drikke endnu mere. Sådan fortsatte det i tre år.

Alle de andre

Først efter uheldet med cyklisten i vinteren 1994 tog begivenhederne fart. Kørekortet forsvandt på stedet og i al hast blev Jørgen indlagt på Hillerød til afgiftning. Her besluttede en overlæge, at hun ikke ville lukke Jørgen ud, før han havde indset, at han havde et alvorligt problem.

"Du er bare en kæmpealkoholiker. Og det må du indse," sagde hun. Der var stadigvæk is på søerne, da Jørgen i marts 1994 lod sig indskrive på Majorgården i Ålsgårde og begyndte fire ugers intensiv behandling.

"Jeg har ikke noget problem. Alkoholisme - det er alle de andre," tænkte Jørgen stadigvæk. Men efter en uge var der ingen vej udenom.

"Jeg måtte erkende, at her var noget, som jeg ikke kunne styre. Alkoholen havde faktisk fået taget på mig," siger Jørgen, der var i behandling i fire uger efterfulgt af 11 måneders efterbehandling. Også hans hustru og sønner fik hjælp til at forstå de mange spørgsmål. Hvorfor skete det? Hvorfor gik der så lang tid. Hvorfor kunne han ikke stoppe?

"Det var kedsomhed. Og så var jeg en slendrian, der bare ikke ville indse problemet. Jeg har selvfølgelig spurgt i min familie, og det lader ikke til, at det er noget arveligt. Jeg fik en almindelige opdragelse med alkohol, og vi drak aldrig på hverdage, da jeg var ung," siger Jørgen, der i dag er 66 år.

Jørgen har siden taget den toårige uddannelse som alkolog på Bornholm og arbejder i dag som vikar på Majorgården, hvor han hjælper andre mænd og kvinder ud af deres misbrug.

"Jeg kender alle undskyldningerne, og når en patient insisterer på, at han ikke har et problem, så er det lettere for mig, at se personen i øjnene og siger 'Du kan godt glemme det makker. Jeg har været der. Jeg kender det. Jeg kan se det. Du har et problem, og du må gøre noget ved det'," siger Jørgen.

E-mail Kåre Sørensen kaare.sorensen@hverweekend.dk

Jørgens råd:

Jørgen har følgende råd til familier og arbejdspladser, der er berørt af alkoholisme:

Til familierne:

"Sæt stolen for døren. Vær klar til at vise manden eller konen, at der er konsekvenser, hvis man ikke går i behandling. Lad være med at true med at gå, hvis man ikke er klar til at sætte handling bag ordene. Få råd og vejledning, men lad være med at tænke, at hvis jeg forlader ham eller hende, så sker der måske noget forfærdeligt - for det gør der alligevel. Alkohol slår ihjel. Den eneste vej ud er gennem behandling."

Til virksomheder:

"Arbejdspladsen er enormt vigtig - de fleste begynder først for alvor at indse deres problem, når virksomheden gør det klart, at man har et problem. Hvis man sidder i en høj stilling, så er det let at skjule sit misbrug, men hvis virksomheden har en mistanke, så må man ikke være bange for at tale om det - og forhåbentlig kan man tilbyde noget hjælp. En stram alkoholpolitik på arbejdspladsen er en fin ide, men lad være med at tro, at den i sig selv afholder alkoholikere for at drikke. De kan altid skjule det."