Af Greta Johannsen, Foto: Karl Ravn

Artiklen har været bragt i Familiejournalen

En morgen vågnede Henrik Halby og erkendte, han var alkoholiker. Han havde drukket sig fra eget firma, mistet mange jobs og en masse penge. Familien var der endnu - men hvorlænge. Den dag begyndte Henriks nye liv.

Den bedste tid på året var januar. Den mørkeste og koldeste måned, men også den allerbedste. Så var julen overstået, og der var ikke længere alle mulige – og umulige – grunde til, at deres far skulle drikke sig fuld. Januar var en hel måned uden sprut. En hel måned med et almindeligt liv.

Sådan tænkte Julie og Kristian, lige fra de var helt små. I dag er de 15 og 18 år, og langt om længe er deres far færdig med at drikke. Så færdig, at Henrik Halby i Holbæk kan kalde sig tørlagt alkoholiker og nu er ved at uddanne sig til alkoholterapeut for at hjælpe andre, der har det samme problem. At Henrik overhovedet har en familie endnu er et under – ikke mindst for ham selv.

– Jeg har gjort utilgivelige ting mod min familie. Sådan er det. Jeg kan kun gøre alt for, at det ikke sker igen. Derfor tænker jeg på det og snakker om det med min familie.

Henriks historie er historien om knægten, der altid havde fuld fart på. Stor og stærk, til fest og farver og allerede som helt ung glad for en fyraftensbajer på lærepladsen som smed. Det er også som helt ung, han møder Lisbeth. Hun kan holde ham i kort snor. Det er der ikke så mange andre, der kan, og de to holder sammen. Børnene Julie og senere Kristian bliver født, og det går godt.

– I 1988 får jeg eget smedeværksted i Gothersgade i København. Der er masser af arbejde, for jeg laver blandt andet dekorationer til Det Kongelige Teater. Jeg drikker en hel del, kommer sent hjem og nogle gange overnatter jeg i værkstedet. Så begynder jeg at tage forskellige amfetaminpræparater og kan holde mig kørende i dagevis – det er jo smart, når der pludselig skal laves en masse.

Allergi over for jern

Hjemme går Lisbeth med Julie. Hun er lille på det tidspunkt, og da Kristian kommer til i 1990, har Lisbeth to børn og et fuldtidsjob som bogholder. Hun ved godt, at Henrik drikker for meget, men ikke hvor meget. Til gengæld lægger hun mærke til, at han forandrer sig. Han bliver mere og mere hidsig, og der er dage, hvor hun ikke kan få fat i ham.

– Pludselig får jeg allergi over for jern. Jeg kan simpelt hen ikke længere arbejde med metal. Der går mere druk i den, og det ender med, at jeg mister mit værksted i 1993.

Henrik får en chance. Han bliver tilbudt jobbet som værkstedsleder på Amagerscenen og siger ja.

– Også her går der druk i den, og jeg forsvinder i dagevis, både fra arbejdet og fra familien.

Lisbeth er vant til at være alene, og børnene kender efterhånden heller ikke til andet. Julie bliver stor nok til at ændre mening om sin far.

– Da jeg var helt lille, blev jeg altid så glad, når min far endelig kom hjem. Når jeg ikke havde set ham i flere dage, troede jeg hver gang, at han var død. Senere begyndte jeg at hade ham.

Kristian var yngre og havde brug for sin far. Han kunne ikke tillade sig at hade ham, for hans far var jo også en dejlig far. Især når der var andre på besøg. – Mine kammerater syntes bare, min far var sjov. Det var han også, men han kunne også være pinlig. Kristian elskede fodbold og Henrik elskede sin dreng, så derfor deltog han ivrigt som tilskuer til alle Kristians kampe. Så ivrigt, at han engang blev smidt ud fra tilskuerpladserne, fordi han lagde sig ud med dommeren. Så er det svært at være en lille dreng på fodboldbanen. Forældremøder og arrangementer på skolen – Henrik var med til det hele, men somme tider ønskede børnene, han ikke havde været der.

Prøvede antabus

Jobbet på Amagerscenen holder ikke. Efterhånden er Henrik mere på druk end på arbejde, og han bliver fyret. Et nyt job på en produktionsskole går også skævt. Sprut, amfetaminer og kokain styrer hans liv.

– Jeg prøvede at gå på antabus, men det kunne jeg slet ikke med. Ingen skulle styre mit liv, og da slet ikke en pille. Så drak jeg bare igennem i stedet for. Jeg ville ikke leve det liv, men jeg kunne ikke andet. Jeg kunne stå med julegaver i favnen og ønske at gå hjem – alligevel blev jeg på værtshuset. Jeg kunne se børnene tage afstand fra mig, og jeg kunne se Lisbeth holde øje med mig, men jeg kunne ikke se, at jeg var alkoholiker. Hvert år var jeg helt tørlagt i januar, den første uge var rædselsfuld, men så gik det bedre. Så længe jeg kunne gennemføre det, kunne det jo ikke være så slemt.

Imens holdt Lisbeth sammen på familien og prøvede at leve et normalt liv. Så normalt det nu kunne være, når Henrik var væk i dagevis, og børnene var holdt op med at spørge, hvornår far kom hjem. Så normalt det kunne være, når alle i smug tjekkede Henrik hver gang, han kom hjem.

– Jeg kom til skade med min fod, fik erstatningen udbetalt og drak hver en øre op. Siden kom jeg i revalidering og fik et job som sælger af forskellige ting til landmænd. Det var nok det værste job, jeg kunne få. – Jeg sad i bilen og drak, og i lang tid ”hærgede” jeg lægen for at få smertestillende medicin. Jeg tog alt – sågar Julies hostemedicin.

– Hvorfor jeg aldrig forlod ham? Det har jeg selv tænkt over mange gange, siger Lisbeth.

– Henrik har aldrig slået mig, men jeg var alligevel bange for ham. Hans temperament og hans humørskift gjorde mig utryg, og jeg vidste, at hvis børnene og jeg forlod ham, fik vi aldrig fred. Endelig var han jo også min mand, og indimellem var der stadig et glimt af den mand, jeg elskede.

På den måde levede familien sammen. Der blev gemt på de gode dage og tiet om de dårlige. Julie var 16, en målbevidst pige, der gik i gymnasiet og brugte al sin fritid på svømning, så hun slap for at være sammen med sin familie. Kristian var 12, elskede sin skole og sin fodbold – og sin far, som han beskyttede alt det, han magtede.

En oktobermorgen i 2002 ændrede alt sig. Henrik var nået vejs ende. Han var blevet en statist i familiens liv og lå inde i sengen og råbte, mens resten af familien gjorde sig klar til at tage i skole og på arbejde.

– Jeg er alkoholiker, sagde han, husker Julie. – Fint nok, tænkte jeg. Det har vi andre vidst i mange år.

Fuld hver dag i ti år

Aftenen før havde Lisbeth fortalt sin mand, at han havde været fuld hver dag de sidste ti år. Noget i hendes blik, noget i ham selv gjorde udslaget. Henrik ringede til sin gamle ven, skuespilleren Allan Olsen, der selv havde været aktiv alkoholiker, og bad om hjælp.

– Jeg bad om at blive indlagt på Majorgården, og Allan hentede mig.

De næste fire uger var Henrik indlagt. Ting ændrede sig. Verden ændrede sig. Da han forlod stedet, trykkede han behandleren i hånden og sagde: Jeg kommer igen. Sådan gik det også. Siden er Henrik kommet i praktik som behandler på Majorgården.

Familien fik et på mange mange måder andet menneske tilbage. Henrik kom hjem som ædru alkoholiker. Han var et menneske, der havde ændret sig, men familien måtte også ændre sig – især Julie var ikke nem.

– Han sagde pludselig nogle kloge ting, og jeg tænkte på, hvor han mon havde det fra. Det første halve år kontrollerede jeg ham hele tiden, for sådan kendte vi ham overhovedet ikke.

– Kunsten er ikke at blive ædru, men at forblive det – og så se alle de dårlige ting i øjnene. Det hjalp os meget som familie, at det ikke kun var mig, der kom i behandling, men at både børnene og Lisbeth også kunne deltage i familieprogrammet.

Meget er ændret hos familien Halby. Der er ikke længere nogen, der holder øje med Henriks mindste bevægelse, der bliver snakket og grinet en hel del mere end før, og børnene er mere hjemme, end de plejede at være. Det er slut med at skamme sig over far, og endelig har januar måned fået den plads i familien, som den rettelig burde have: Januar er bare årets mørkeste og kedeligste måned, ikke den måned, hvor far er ædru.