Når tilbagefald ikke kan undgås
Ny rådgivning for alkohol- og medicinafhængige
Mange mennesker med alkohol- eller medicinafhængighed kan trods de bedste intentioner om at holde op ikke lykkes med det.
Det viser sig imidlertid, at der for nogle af disse mennesker skal en helt anden rådgivning til. Majorgården har etableret sådan en rådgivning og har i denne nye form arbejdet med det siden efteråret 2003.
Hvad er tilbagefald?
Tilbagefald sker ikke lige pludselig, det udvikler sig i faser, hvor man ændrer adfærd og tankemåde, benægtelsen sætter ind, forsvaret forstærkes, der opstår kriser osv. Det ender til sidst med, at man drikker eller tager andet stof. Mange får tilbagefald, fordi de ikke forstår tilbagefaldsprocessen og ikke ved, hvordan de kan forhindre den i at udvikle sig.
Hvordan undgås tilbagefald?
I ambulante grupper på op til 8 personer arbejdes der struktureret med personlige og tidlige tegn på tilbagefald. På den måde kan den enkelte lære at bryde tankemønstre, som ellers ville føre til tilbagefald. Metoden ”Tilbagefaldsforebyggende Rådgivning” er udviklet af den amerikanske terapeut Terence T. Gorski.
Hvem kan behandles
Inden tilbagefaldsbehandlingen kan begynde, skal man til forsamtale med en terapeut, der kan vurdere det nødvendige omfang af behandling for den enkelte patient.
Grupperne ligger i Nordsjælland og i København og ledes af to terapeuter med tilbagefaldsforebyggende erfaring og uddannelse.
Majorgården forventer med dette initiativ at kunne hjælpe mange af de mennesker, der tidligere ikke fik den rigtige hjælp til at nå dette sidste svære stykke på vejen til et godt liv.
Yderligere information ved henvendelse til:
Efterbehandlingsleder Frank Hansen
Tlf. 4970 7770 eller e-mail