Ny ludomanibehandling, nye lokaler og nye tiltag mod medicinafhængighed
Så kom foråret endelig... anemonerne er sprunget ud, og kirsebærtræerne blomstrer. På Majorgården er tiden kommet til at lancere en spændende forårsnyhed:
Ny ludomanibehandling
Den 1. maj er vi påbegyndt behandling af ludomaner. Der er mulighed for enten 3 ugers døgnbehandling efterfulgt af 6 ugers ambulant behandling eller blot 6 ugers ambulant behandling. Døgnbehandling efter Minnesota-modellen for ludomaner er noget helt nyt i Danmark og tilbydes, fordi erfaringer fra ind- og udland viser, at en del ludomaner indledningsvis har brug for en kort intensiv døgnbehandling. Fælles for begge behandlingskoncepter er, at familien inddrages i både behandling og efterbehandling. Desuden er det nyt at bruge tilbagefaldsforebyggende rådgivning efter Gorski-metoden som efterbehandling.
Inden behandlingen klarlægges det ved en forsamtale, om den enkelte:
• Opfylder WHO's ICD 10 diagnosekriterier for at lide af patologisk
spillelidenskab samt de amerikanske diagnosekriterier DSM IV
• Kan profitere af en ambulant ludomanibehandling
• Indledningsvis har brug for tre ugers døgnbehandling på Majorgården
Det forudsættes i forlængelse heraf, at spilleafhængige, der:
• Har en parallelafhængighed af kemiske stoffer (alkohol, medicin eller narkotika), er "ædru" under ludomanibehandlingen.
• Har en behandlingskrævende psykiatrisk diagnose, er i stabil medicinering før og under ludomanibehandlingen.
Behandlingen vil som før nævnt ved behov blive indledt med en kort intensiv døgnbehandling og består der ud over af 6 ugers ambulant behandling 3 dage om ugen, 5 dages ambulant familieprogram, 3 måneders tilbagefaldsforebyggende rådgivning samt 6 måneders efterbehandling en gang ugentligt for ægtefælle/partner.
Behandlingen er pt. gratis, idet der i 2006 ydes tilskud til behandlingen af Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Som behandlingsansvarlig for ludomanibehandlingen har vi ansat Magnus Larusson, som har mange års erfaring som alkoholterapeut og programleder i henholdsvis Island og i Danmark. Magnus har desuden en BA i sociologi og har i de seneste 3 år været leder af Frederiksberg Centerets ludomanibehandling. Inden da var Magnus ansat som alkoholterapeut på Majorgården.
Læs mere om Majorgårdens ludomanibehandling her.
Nye lokaler i St. Kongensgade
I forbindelse med etableringen af vores ludomanibehandling har vi fået nye dejlige lokaler i St. Kongensgade 75A, 1. sal, 1264 København K - lige over for Marmorkirken. Lokalerne vil udover den nye ludomanibehandling også huse de aktiviteter, som vi hidtil har haft i Heibergsgade: Efterbehandling, medicingrupper, børnegrupper og tilbagefaldsforebyggende terapi.
Vi etablerede Majorgårdens Københavns afdeling i sommeren 2004, og det viste sig hurtigt at være en god ide. På kort tid er vi vokset ud af de hyggelige lokaler bag ved Det Kongelige Teater.
Over 60.000 børn af alkoholikere mangler hjælp
I den seneste tid har det været meget oppe i medierne, at over 60.000 børn har en forælder, der er blevet indlagt på hospital på grund af en alkoholrelateret sygdom, men at det kun er 1.000 af disse børn, der får hjælp. Sundhedsstyrelsen satte derfor for 1 år siden et pilotprojekt i gang for at inddrage børne-familieperspektivet i de offentlige behandlingssystem, og en kortlægning Rambøll har foretaget af projektet viser, at behandlingssektoren i stigende omfang betragter alkoholproblemer som noget, der vedrører familien og ikke blot som et individuelt problem. Det mener vi er en meget positiv - og nødvendig - udvikling.
Vi har i de 13 år, Majorgården har eksisteret, haft familiebehandling som integreret del af vores behandling. Der til kommer involvering af partner/ægtefælle i vores efterbehandling. Men hvad, der ikke mindst er vigtigt at gøre opmærksom på i denne sammenhæng, er, at vi siden 1995 har kørt børne- og teenageprogrammer specifikt målrettet børn af vores patienter. Fra og med 2005 har det været gratis, idet vi har et samarbejde med H:S Alkoholenheder om børne- og teenagegrupper, som er finansieret af Socialministeriet over en 4-årig periode. Formålet med børne- og teenageprogrammet er for det første, at børnene opdager, at de ikke er alene om deres problem, og at det ikke er deres skyld, at deres forælder drikker. For det andet har programmet en forebyggende effekt.
Benzodiazepiner
De seneste par år har der med god grund været øget fokus på benzodiazepinforbruget i Danmark.
Ifølge Lægemiddelenheden i Frederiksborg Amt fik 4.318 personer i Frederiksborg Amt i 2004 ordineret mere end 350 DDD (Definerede DøgnDoser) benzodiazepiner. I 2005 var antallet af storforbrugere af nerve- og sovemedicin i Frederiksborg Amt faldet med 3% til 4.175 personer, hvilke dog fortsat er alt for mange.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at benzodiazepiner anvendt som hypnotica (sovemidler) højest bruges i to uger, og benzodiazepiner anvendt som anxiolytica (angstdæmpende midler) højst bruges i fire uger. Alligevel kan benzodiazepiner brugt som såvel hypnotika som anxiolytika ordineres i 100 stk. pakninger.
Medierne taler om en "nation på piller", der advares mod benzodiazepinafhængighed og om vanskelighederne ved den lange abstinensfase, som forekommer under en udtrapning.
Institut for Rationel Farmakoterapi afholdt i efteråret 2004 to "stormøder" for læger og andre sundhedsfaglige behandlere om benzodiazepinmisbrug og har - sammen med DSAM (Dansk Selskab for Almen Medicin) - udgivet en håndbog til alle praktiserende læger i Danmark om udtrapning af benzodiazepinmisbrugere.
Dette ydre pres og den ofte meget vanskelige opgave, det kan være at motivere og nedtrappe patienter i almen praksis, har fremkaldt en stor frustration og modløshed hos såvel de praktiserende læger som hos patienterne. Begge sider har ofte efterlyst alternativer eller en ny fremgangsmodel.
Et interessant projekt, som i den seneste tid har været nævnt i medierne, er Thyborøn-projektet. Det er et projekt, der har til formål i et samarbejde mellem praksislæger og patienter at fjerne receptfornyelser og vanedannede medicin (benzodiazepiner) og som viser gode resultater. Og forhåbentlig vil andre amter lade sig inspirere af de positive erfaringer, man i Ringkjøbing Amt har opnået med Thyborøn-projektet.
Såfremt abstinenserne eller udtrapningen bliver for vanskelige at håndtere for patienten eller den praktiserende læge, vil Majorgården kunne tilbyde et seks ugers intensivt døgnophold, hvilket også kunne være tilfældet, hvis der pga. sikkert etableret afhængighed er stor risiko for tilbagevenden til aktivt misbrug. Majorgårdens erfaringer med udtrapning af benzodiazepiner viser, at 70 - 80% af vores medicinafhængige patienter kommer ud af deres misbrug/afhængighed og bliver medicinfrie.
Har du kommentarer eller brug for supplerende information, er du meget velkommen til at kontakte os på 4970 7770.
Mange venlige hilsner - og med ønsket om et rigtigt godt forår og en dejlig varm sommer.
Britt Hvirring Larsen
Direktør