Kontakt

Skriv venligt koden nedenfor i feltet inden du sender

DECEMBER 2006

2006 har på mange måder været et godt år for Majorgården.

 

Flere i behandling

Det økonomiske opsving har siden 2005 bevirket en øget tilgang af patienter. Det betyder, at der er ”fuldt hus” i døgnbehandlingen det meste af tiden, og at der i perioder kan være en kort ventetid på indlæggelse. Alle kommer dog, så hurtigt de ønsker det, til en forsamtale, hvor behandlingsbehovet vurderes, og første skridt til behandling tages. Såfremt det ønskes, kan et tidspunkt for indlæggelse samtidig aftales.

I vores dagbehandling er der ingen ventetid. Det er muligt at komme i gang straks efter en forsamtale. Dagbehandlingen foregår i lighed med døgnbehandlingen på Majorgården.

Ludomaner også i døgnbehandling

Den gratis ludomanibehandling som begyndte i maj i år, er gået over al forventning. Vi har lige fra begyndelsen haft mange henvendelser. Specielt tilbuddet om en kombineret døgn- og ambulant behandling har været efterspurgt. Her i december har vi modtaget endnu en bevilling af Tips- og Lottomidler, så vi i 2007 kan fortsætte arbejdet med behandling af mennesker med spilleafhængighed.

Virksomheder gør mere nu

2006 er også året, hvor der har været en stigning i antallet af indlæggelser fra virksomhederne. Det er godt, for det betyder, at god arbejdskraft kan blive genskabt, og at den enkelte medarbejder efter endt behandling igen kan udfylde jobbet på tilfredsstillende vis.

På kursusområdet efterspørger virksomhederne desuden mere viden om håndtering af misbrugsproblemer på arbejdspladsen.

”Det er muligt – rundt om et misbrug”

Sådan lyder titlen på Niels ”Noller” Olsens bog. Den fik massiv omtale i alle medier i oktober, og 1. oplag var hurtigt udsolgt fra forlaget. Bogen fortæller, hvordan hele familien har oplevet livet med alkoholisme, men især om vejen tilbage til det gode liv uden alkohol og stoffer.

Hvad er en god og effektiv alkoholbehandling?

Sundhedsstyrelsen, Center for Evaluering og Medicinsk Teknologivurdering udgav i samarbejde med Center for Alkoholforskning, Statens institut for Folkesundhed og DSI Institut for Sundhedsvæsen i oktober 2006 rapporten ”Alkoholbehandling – en medicinsk teknologivurdering”.

Rapportens kortlægning af den danske alkoholbehandlingsindsats i en medicinsk teknologivurdering (MTV) tegner et negativt billede af behandlingsindsatsen. Bl.a. konkluderer rapporten, at: Den danske alkoholbehandling er præget af uensartede tilbud, varierende dokumentationsgrundlag og manglende systematisk kvalitetssikring. Få behandlingsinstitutioner kan dokumentere, at de anvender evidensbaserede alkoholbehandlingsindsatser.

For Majorgården er det imidlertid interessant at kunne konstatere, at følgende behandlingsmetoder bliver betragtet som effektive:

• Kognitive/adfærdsorienterede
• Familiebehandling (systemisk eller kognitiv)
• Motivationssøgende
• CRA (kognitiv, case management, inddragelse af netværk)
• Formentlig Minnesota-modellen (manglende dokumentation).

Behandlingen på Majorgården bygger som bekendt på Minnesota-modellen, men kombineret med samtlige øvrige behandlingsmetoder.

Formålet med rapporten er, at rapportens resultater kan danne basis for, at den eksisterende behandlingspraksis gennemgås og overvejes, ligesom den kan bruges som faglig input til tilrettelæggelse af et samlet tilbud til personer med alkoholafhængighed. Overordnet set er det således hensigten, at rapporten kan bidrage til kvalitetsudvikling og effektiv ressourceudnyttelse i sundhedsvæsenet og bidrage til beslutningstagning og udgøre rådgivning til alle niveauer i sundhedsvæsenet.

Nye opgaver i kommunerne

Den 1. januar 2007 træder den nye strukturreform i kraft, og 5 nye regioner og 98 storkommuner vil afløse de nuværende amter og kommuner.

Det, der pt. ligger fast vedrørende alkoholbehandlingsområdet, er, at kommunerne fra og med 2007 overtager ansvaret for, at der er de lovmæssige behandlingstilbud til misbrugere af alkohol og stoffer. Dvs. at kommunerne i henhold til den nye Sundhedslov skal overtage ansvaret for alkoholområdet, herunder ansvaret for den primære forebyggelse, identifikation af borgere med alkoholproblemer og etablering af tilbud til borgere med alkoholproblemer og deres familier.

Den 1. juli 2005 trådte alkoholbehandlingsgarantien i kraft. Den betyder, at behandling skal sættes i værk senest 14 dage fra den dag, en alkoholmisbruger henvender sig med ønske om behandling. Indtil 1. januar 2007 er det amtskommunen, der administrerer garantien og beslutter, hvilken type behandling misbrugerne skal henvises til. Det sker efter en vurdering af misbrugerens ønske og samlede situation. Efter denne periode er det kommunerne, der skal leve op til behandlingsgarantien. Det skal bemærkes, at der fortsat kun vil være frit valgt med hensyn til, hvilket offentligt ambulant behandlingstilbud borgeren ønsker at benytte. Såfremt borgeren har behov for døgnbehandling, er det kommunen, der beslutter, hvilket døgnbehandlingstilbud, der skal henvises til.

Bekymringen fra amternes misbrugscentre m.fl. går på, at såfremt den ekspertise, der i dag findes i amtsligt regi, bliver opsplittet på kommunerne, vil udviklingen måske blive sat i stå i en periode. Fakta er, at i 2007 vil 15 amtslige misbrugscentre blive opsplittet i 45 mindre kommunale enheder.

På Majorgården ser vi strukturreformen som en udfordring, vi vil bruge en hel del ressourcer på. Det er nemlig vigtigt at sikre, at vi kan fortsætte det samarbejde, vi har opbygget i amterne ude i de nye storkommuner.

Det skal afslutningsvis bemærkes, at det på baggrund af en bevilling fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet i 2007 er muligt via sin hjemkommune at søge friplads til Majorgårdens døgnbehandling.


På Majorgården ønsker vi alle en rigtig glædelig jul et godt nytår

Britt Hvirring Larsen
Direktør

powered by IdeFA Gruppen TYPO3 CMS