Julehilsen fra Majorgården
2007 har primært været præget af travlhed med mange patienter og pårørende i behandling samt af vores innovationsudvikling af Majorgården generelt set som et moderne behandlingscenter med fokus på den gode kvalitet.
Vi afholdt som altid den første fredag i juni et sjovt, dejligt og velbesøgt fødselsdagsarrangement på Majorgården - og denne gang med underholdning leveret af Holbæk Teater.
Apropos Holbæk Teater så inviterede vi i november til et ”på vej hjem”-møde med Holbæks Teaters teaterforedrag ”Afhængig og hva’ så”. 90 deltagere fra virksomheder, kommuner og faglige organisationer havde tilmeldt sig, og vores gæster fik med denne meget direkte vinkel på problemer med afhængighed en helt speciel intens oplevelse samtidig med en øget indsigt i afhængighed.
Flere af deltagerne blev så begejstrede, at de vil købe teaterforedraget og vise det i deres virksomheder og organisationer.
I 2. halvår af 2007 fik vi endvidere foretaget en tiltrængt renovering af vores køkken og har efterfølgende modtaget endnu en smilende ”smiley” fra en meget tilfreds Levnedsmiddelkontrol.
Eksternt har især strukturreformen ført til nye udfordringer, etablering af nye samarbejdsrelationer og politisk lobbyarbejde. Vi forventer i øvrigt at være på den offentlige Tilbudsportal først i det nye år, idet Helsingør Kommune er ved at indberette os.
Døgnbehandling
Vi har haft en øget tilgang af privatbetalte patienter i vores døgnbehandling, men også mange virksomheds- og offentligt betalte patienter. Vi har ændret enkelte arbejdsprocedurer i behandlingsteamet, som har gjort det interne samarbejde mere smidigt og har nedsat eventuel ventetid på samtaler for patienterne.
Danskerne bruger flere stoffer
I 2007 begyndte virksomhederne at efterspørge mere viden om stoffer som amfetamin og kokain. Et stigende antal medarbejdere tager præstationsfremmede midler, og det er ikke kun i sportens verden, at doping vinder frem. På Majorgården ser vi det oftere i behandlingen nu end for bare få år siden. Heldigvis har vi med det nu afsluttede projekt Avanti for unge misbrugere fået en del erfaring på netop dette område.
Avanti – døgnbehandling for unge
Ultimo maj afsluttede vi vores 3-årige samarbejdsprojekt Avanti med Nordsjællands Misbrugscenter (det tidligere Frederiksborg Amts Misbrugscenter) omkring døgnbehandling af unge i alderen 15 – 24 med et problematisk forbrug af rusmidler, og hvor der undervejs blev arbejdet med en større vifte af de unges problemer ud over misbruget. Formålet var at sikre, at unge kunne få et hurtigt og kvalificeret tilbud om døgnbehandling samt, at flest unge blev fastholdt i behandlingen.
Inddragelsen af familien var for både forældre og unge positivt udviklende for relationen og den barn/forældre rolle, som de har etableret efter behandlingen. Afslutningsvis er det derfor erfaringen fra projektet, at netop det at arbejde med og forstå de andre problematikker, de unge har ud over misbruget, giver dem en bredere vifte af redskaber, som de efter behandlingsforløbet bruger i håndteringen af udfordringer fra deres omgivelser.
Familieafdelingen
Som nævnt indledningsvis har også familieafdelingen haft et travlt år. Ud over vores familieprogrammer, som ofte har 30-35 deltagere, er vores børne- og teenageprogrammer fuldt optagede, og vi har således de seneste to år kørt otte grupper om året samt to forældreprogrammer.
Familieafdelingen har fire åbne arbejdsgrupper for henholdsvis ægtefæller og voksne børn og en lang venteliste bevirker, at en femte gruppe oprettes i København i slutningen af januar.
Rigtig mange af vores patienters pårørende, men også pårørende uden denne relation til Majorgården - ønsker individuelle samtaler eller parsamtaler, hvilket medarbejderne i familieafdelingen bruger en del tid på.
”Temadagene i kommunikation” er løbet af stablen som planmæssigt, og vi har fået særdeles positive tilbagemeldinger samt ønsker om supplerende temadage.
I øjeblikket planlægger vi børne- og teenageprogrammer i det nye år samt et gruppelederkursus for de børne- og familiesagkyndige i hele landet.
Se familieafdelingens forårsprogrammer på www.majorgaarden.dk
Majorgården i København
Vores afdeling i St. Kongensgade i København har i 2007 ud over ludomanibehandlingen også fået god gang i tilbagefaldsforebyggende rådgivning og terapi samt diverse pårørendeprogrammer. Det bevirker, at lokalerne vi overtog primo 2006, da vi udvidede vores behandlingstilbud med ludomanibehandling, nu er fuldt udnyttede. Det er med andre ord en afdeling, der ekspanderer kraftigt.
Afhængigheden har mange ansigter, noget af det, som pressen jævnligt skriver om, er shopaholic, købetrang og overshopping. I november lige op til den begyndende julehandel rejste gratisavisen Metroxpress problemet med overshoppere, og flere aviser og tv-medier fulgte det op.
Majorgårdens ludomaniafdeling har enkelte i terapi for overshopping, men der er ingen officielle diagnoser for denne lidelse, så det er svært at finde hjælpen for dem, der har problemet. Det er et reelt afhængighedsproblem, som vi i fremtiden kommer til at høre meget mere om behandling af.
Nye priser
Fra 1. januar regulerer vi vores priser, som du kan se på www.majorgaarden.dk
Vi ser frem til et spændende 2008
Med tak for et dejligt 2007 ønskes alle hermed en rigtig glædelig jul og et godt nytår.
Vi ser frem til et spændende 2008 med vækst i de etablerede kendte behandlingsområder og en fortsættelse af vores innovationsproces. Målet med innovationsprocessen er bl.a. at kvalitetsudvikle vores nuværende behandlingstilbud samt at forbedre samarbejdsrelationerne med vores mange virksomheds- og kommunale kunder via et tættere samarbejde omkring den enkelte patient. Da vi arbejder med stadig flere forskellige former for afhængighed og blandingsmisbrug, giver det os et godt udgangspunkt for en individuel målrettet behandling.
Endelig skal det nævnes, at vi glæder os til pr. 1. februar 2008 at byde Niels ”Noller” Olsen velkommen som ny medarbejder på Majorgården.
Med mange julehilsner
Britt Hvirring Larsen
Direktør