Sandheden er, at også børn og unge har brug for hjælp til at komme videre
Der er efterhånden rigtig mange undersøgelser, der dokumenterer, hvordan det påvirker børn og unge at have en far eller mor med et alkohol- eller andet afhængighedsproblem.
For børnene er det vigtigste, at den voksne bliver ædru og får det godt, men de har også selv brug for hjælp til at komme videre og forebygge problemer nu og senere i livet.
Voksnes problemer smitter af på børn
Børn og teenagere er ofte tavse vidner, som ikke synes at være påvirkede af situationen. De elsker deres forældre, uanset hvordan hjemmet fungerer. Men det viser sig, at allerede fra fireårs-alderen ved børn, at der er noget galt i familien. De er i en meget større risiko for at få problemer senere i livet end andre børn, f.eks. ved at udvikle kemisk afhængighed eller at gifte sig med et menneske, der er kemisk afhængig, når de bliver voksne. Ligeledes er der også flere, der får følelsesmæssige og/eller sociale problemer såvel i barndommen som i voksenalderen.
Det er ikke til at vide hvilket barn, der får hvilke problemer senere i livet, og det kan være svært som forældre at erkende, at problemerne har „smittet af“ på børnene. Det kan let give anledning til skyldfølelse og benægtelse. Derfor gavner det hele familien at give børnene støtte og hjælp samtidig med, at man selv får det.
Børne- og teenageprogrammer hjælper
Tidligere var holdningen: Vi hjælper børnene bedst ved at hjælpe de voksne. Det er da også meget rigtigt, ingen kan erstatte sunde, glade forældre. Problemet er bare, at det tager tid at hjælpe de voksne med at ændre livsstil og få overskud - og børnene kan ikke vente.
Majorgården har siden 1995 tilbudt børne- og teenageprogrammer. Her oplever børnene, at de ikke er de eneste i hele verden, som har problemer. Det er forløb, hvor der er fokus på børnene selv snarere end på deres forældre, og der bliver talt om, hvordan de tackler de svære følelser og tanker.
Ring til Majorgårdens familieafdeling
- på 4970 7770 og aftal tid til en snak om vores programmer ”Børn er også mennesker” og ”Teenage Power Potential".


