Alkoholpolitik der har effekt

Din rolle som arbejdsgiver

Resultater fra f.eks. TDC viser, at der er markant bedre resultat, når arbejdsgiveren ved noget om og bakker op om behandlingen. Som arbejdsgiver er du den, der stærkest kan påvirke en afhængig medarbejder til at gå i behandling. Faktisk er arbejdsgiverens pres ofte dét, der skal til.

Det kræver mod at tage den svære samtale med din medarbejder, så det er vigtigt at søge viden og hjælp til dette, inden du handler. Du hjælper ikke din medarbejder ved at se igennem fingre med problemerne og eventuelt undskylde personens opførsel. Du har som chef et ansvar for at handle både på arbejdspladsens, kollegernes og den afhængiges vegne.

Opbakning og medvirken hjælper

Vi vil anbefale, at du deltager i en af vores informationsdage, inden du tager en samtale med medarbejderen.

I forbindelse med indlæggelsen er det meget vigtigt, at du som nærmeste chef eventuelt sammen med en tillidsrepræsentant deltager i indskrivningssamtalen på Majorgården, hvor I sammen med medarbejderen orienteres om sygdommen samt behandlingsforløbet.

Inden udskrivningen til efterbehandlingen vil der være en udskrivningssamtale, hvor du og eventuelt tillidsrepræsentanten, medarbejderen, dennes terapeut samt vores efterbehandlingsleder træffer aftale om ”spillereglerne” for tiden efter behandlingen. Det giver den bedste overgang fra behandling til en normal arbejdssituation.

De bedste resultater opnås, hvis medarbejderen, chefen og Majorgården samarbejder i rehabiliteringsprocessen.

Din rolle som medarbejder

Har du mistanke om, at en af dine kolleger har et problem med alkohol eller medicin? Måske kan du mærke, at det påvirker arbejdsklimaet, din egen arbejdsglæde eller ligefrem virksomhedens effektivitet.

Hvis din arbejdsplads har en nedskreven alkoholpolitik med behandlingstilbud, kan du se, hvem du skal henvende dig til. Så vil rette vedkommende tage sig af sagen. Det, du gør, er til gavn for vedkommende selv, for din arbejdsplads og for dig og dine kolleger. Mange afhængige indvilliger først i at gå i behandling, når arbejdsgiveren presser dem.

Har din arbejdsplads ingen politik med behandlingstilbud, bør du alligevel gå til din arbejdsgiver. Du kan som kollega ikke klare problemet alene. Måske kan du sammen med andre kolleger lægge pres på, for at virksomheden får en aktiv alkoholpolitik. Læs mere under Alkoholpolitik.

Tilmeld dig Majorgårdens nyhedsbrev